Nyhedsarkiv
Vi har modtaget store kornmængder trods dårlige høstudbytter
Trods den udbyttemæssigt dårligste kornhøst i mands minde har Overgaard også i år modtaget store mængder korn på sine kornmodtagelser.
- Vi er fuldt bevidste om, at de meget lave høstudbytter uundgåeligt vil medføre mærkbare økonomiske udfordringer for mange af vore kunder. Da vi jo også selv driver landbrug og ved, hvad lave høstudbytter koster på bundlinjen, er det en situation, som gør os ondt på kundernes vegne, siger Claudio Pelsen fra Overgaard.
- Selvom årets høst endnu ikke er helt afsluttet, vil vi gerne allerede på nuværende tidspunkt rette en stor tak til vore kunder for den flotte opbakning i denne høst, lyder det fra Claudio Pelsen.
Fuld gang i kornmodtagelsen på Kostervig på Møn
- På vores kornmodtagelse på Kostervig på Møn, som vi først kunne åbne den 1. august, har vi endda oplevet, at vore kunder i området har holdt korn tilbage for også at bakke os op der, fortæller han.
Overgaards kornmodtagelse på Kostervig har kapacitet til 25.000 tons korn og betjenes af lagermand Flemming Rosendal, som er velkendt blandt områdets landmænd.
Trods den udbyttemæssigt ringe høst er situationen den, at flere af Overgaards kornlagre allerede er overfyldte.